BARBIE: Et imponerende ydre, men hult indre (gælder både dukken og filmen)

Af Anna Lauritsen

I de knapt to måneder siden første trailer til Greta Gerwigs fjerde film offentliggjordes, har hele verden i sandhed levet ”in a Barbie world”.

Internettet flød over af Barbie-plakat-memes, Margot Robbies fødder, house tours i Barbies Dreamhouse, vaskeægte Barbie-outfits på diverse røde løbere og ikke mindst er filmens soundtrack, der inkluderer kunstnere som Dua Lipa, Nicki Minaj og Billie Eilish, skabt med kirurgisk præcision til at blive delt på Twitter.

Af nøjagtigt denne grund havde undertegnede et mindre horn i siden på filmen om hele verdens yndlingsdukke, allerede inden den startede. Barbie føles i højere grad som en propagandistisk begivenhed end en filmudgivelse – og kan en film nogensinde leve op til forventningerne, når den decideret tigger på sine knæ om hype og likes?

Svaret hælder desværre til et nej.

Barbie åbner med Barbie (Margot Robbie), der bor i en plastic fantastic pink, kvindestyret utopi. Her er hver dag verdens bedste dag, og tiden fordriver hun enten på stranden med kæresten Ken (Ryan Gosling) eller til discofest med sine bedste veninder: bl.a. præsident-Barbie (Issa Rae), forfatter-Barbie (Alexandra Shipp) og fysiker-Barbie (Emma Mackey).

Barbies hverdag med endeløst solskin og regnbuer når dog en brat slutning, da en eksistentiel krise og tanker om døden pludselig melder sig. For at rette op på dette må Barbie og Ken begive sig ud på en odysse til den virkelige verden, hvor de på pseudo-Toy Story vis skal finde pigen, som plejede at lege med Barbies virkelige dukke-version, men som nu er vokset fra sit legetøj.

Mens filmens scenografi, store mængder praktiske effekter og generelle visuelle univers er ufatteligt imponerende, bør man som tilskuer ikke stille for mange spørgsmålstegn ved, hvordan filmens univers egentligt hænger sammen. For det giver absolut ingen mening. ”Wierd”-Barbie (Kate McKinnon) råder direkte Margot Robbie-Barbie til ikke at ”overthink it”, fordi ”Mattel made the rules”. Fair nok.

Joken om Mattel er blot én af filmens mange kække meta-stikpiller til publikum. Man er konsekvent bevidst om, at man ser en film, der ligeså er bevidst om vores verden. Mens store dele af komikken læner sig i (for) høj grad op ad ”haha så sandt”-stereotyper fra den virkelige verden – f.eks at kvinders depression udmønter sig i at gense Pride & Prejudice (2005), mens mænd elsker at mansplaine The Godfather (1972) – så lykkes den dynamiske manuskriptforfatter-duo, Gerwig og Noah Baumbach, generelt virkelig godt med den komiske timing. Især to jokes møntet på NSYNC og Zack Snyder fik biografsalen til at brøle af grin.

Det førnævnte metalag tager sig dog mindre flatterende ud hos filmens karakterer. Både Robbie og Gosling gør det ganske godt – faktisk stjæler Goslings Ken-jokes flere gange showet – men de og samtlige cast-medlemmer lader til at have en evindelig ironisk distance til filmen og sin rolle. Hver eneste følelse udbrydes ordret i en replik, så publikum ikke skal gøre noget tænkearbejde selv.

Mens dette garanteret er et bevidst campy valg truffet af Gerwig og co., efterlader det en følelse af, at intet er på spil i filmen. Karaktererne er endimensionelle og uinteressante, og ironien gør det simpelthen svært at tage historien seriøst. Selv når strygere pludselig kommanderer dig til det.

Det er dog ikke fordi, at filmen ikke forsøger at bringe substans til bordet. Vedkommende ligestillings-tematikker kommer især til udtryk i Barbies møde med den virkelige verden, som til ingens overraskelse styres af onde, mandelige CEO’s. Herefter følger både Kens patriarkalske åbenbaring, et girlboss-statskup begået af Barbies veninder og et overordnet budskab om både antikapitalisme og -konsumerisme. Men i den virkelige verden er Mattel/Hollywood velnok den mest griske duo, der findes? Men det skal vi måske heller ikke ”overthink”, eller hvad?

Naturligvis kan man læne sig tilbage og nyde pastelfarverne; i sidste ende fungerer Barbie et stykke hen ad vejen som sjov, farverig og velment underholdning med væsentlige budskaber. Men kombinationen af “woke” emner og reklamesøjle for en legetøjsgigant klinger hult. Man fanges i et limbo: Hvor alvorligt skal jeg egentligt tage din film, Greta?

Kommentarer